Selv om en begravelse jo aldrig kan være en munter begivenhed, så var der nu en ganske afslappet atmosfære ved den begravelse, jeg følte mig nødsaget til at deltage i her i eftermiddags. Den afdøde havde i en længere årrække været vores nabo, som vi havde et rigtig godt forhold til. Men vi har nu ikke set ham de seneste godt og vel fem år, for han var flyttet på plejehjem, da helbredet begyndte at skrante for meget.
Men da jeg så dødsannoncen for Einar i avisen, besluttede jeg alligevel at gå med til begravelsen, for han havde været en ualmindeligt rar og hjælpsom mand i de år, vi havde været naboer, og det viste sig da også, at der var flere andre fra vores villavej med til begravelsen.
Når stemningen ikke var specielt meget trykket, hænger det helt sikkert sammen med, at Einar havde rundet de 90, og så er det selvfølgelig ikke unaturligt, at man skal herfra.
Nu er det i virkeligheden noget af en tilsnigelse at hævde, at jeg var til begravelse, for ret beset var jeg med til Einars bisættelse. Han havde nemlig for mange år siden understreget overfor sin to sønner, som jeg i øvrigt udmærket kender, at han ville brændes, når han en gang døde, for han ønskede ikke at have et gravsted, som de efterladte skulle føle sig forpligtet til at besøge med jævne mellemrum og ofre penge på at få vedligeholdt.
Det var typisk Einar, tænkte jeg, for han havde altid været en praktisk mand, der ikke gik særligt meget op i følelser og den slags, men lige netop hvad livets endeligt angår er jeg alt andet lige helt enig med ham.
Der var en ganske kort højtidelighed i kirken, hvorefter Einar skulle køres til krematoriet i en rustvogn, som en af byens bedemænd havde holdende udenfor kirken. Da kisten med Einars afsjælede legeme var blevet anbragt i rustvognen, stod jeg og talte lidt med hans to sønner, som havde været med til at bære kisten.
De fortalte, at Einars aske efter kremeringen ikke skulle graves ned i de ukendte grav på kirkegården, selv om det faktisk var det, Einar selv havde peget på som den mest naturlige måde. Nej, de to sønner havde besluttet, at Einars aske skulle spredes på jorden i den skov, hvor han gennem mange år havde opholdt sig utroligt meget, idet kan sammen med nogle andre havde lejet jagtretten i det stykke skov.
Selv om det altså ikke helt fulgte Einars eget ønske, syntes jeg alligevel, at det var en fremragende ide, for jagt havde i alle de år, jeg kendte Einar, været hans helt store passion, og jeg ved, at han elskede netop den skov som det bedste sted på jorden, som han selv udtrykte det.
Hans sønner fortalte, at bedemandsfirmaet på forhånd havde sikret sig, at det er lovligt at foretage askespredning i den skov, og da lodsejeren havde givet tilladelse, var der ingen hindringer for det, så sønnerne ville sprede asken hurtigst muligt efter kremeringen.
