Skønt overtøj til ham og hende

Lige nu er jeg ved at kigge alt mit tøj igennem. Jeg har sådan en vane med at hen mod slutningen af sommeren, så lægger jeg alt mit tøj frem, kigger det igennem og sorterer det. Det, som jeg ikke kan bruge eller passe længere, kommer i en bunke for sig. Hvis det ikke er i orden, bliver det smidt til genbrug. Er det ok, så får Frelsens Hær det. De er altid glade for at få tøj, de kan give til folk, der ikke har penge til at købe tøj for.

Reparation af tøjet

Det, som jeg gerne vil beholde, men som måske mangler en knap, eller der er et lille hul i, kommer i reparationsbunken. Den bliver så lagt ind på mit hobbyværelse, hvor jeg har min symaskine stående. Så kan jeg reparere det, når jeg har tid og lyst.
Tøjet, som er helt, ok, kommer tilbage på plads. Ind i skabene og kommoderne med det. Det kan jeg umiddelbart bruge. Altså efter det er blevet vasket.
Jeg opdager til min store overraskelse, at jeg ikke har en vinterjakke, som jeg vil bruge til vinter. Den, jeg har, er røget i genbrugsbunken. Ikke engang i Frelsens Hær‐bunken. Helt til genbrug.

Jakker til hende

Det betyder, at jeg skal til at holde øje med tilbud på jakker til kvinder fra nu af. Efteråret er lige om hjørnet, så der vil komme en masse tilbud. Jeg køber altid mit tøj på tilbud. Jeg gider ikke betale i dyre domme for tøj, som er produceret af underbetalte indere, eller er fremstillet af stoffer fyldt med kemikalier. Jeg er også ret ligeglad med, om der er et brand name i nakken på jakken, jeg køber. Den skal være lavet af godt materiale. Det må gerne være kunststof, men jeg skal kunne se, hvad den er lavet af. Og jeg vil da helst købe miljøvenligt tøj. Det er rigtigt. Men hvis jeg ser et tilbud på en jakke til kvinder, som jeg synes, er rimeligt, så vil jeg bestemt undersøge det nærmere.

Jakker til ham

Tidligere var jeg meget opmærksom på, om det var et brand, jeg købte. Men da jeg så en forfærdelig dokumentarfilm om, hvordan de jakker til mænd, som filmen koncentrerede sig om, bliver produceret ude i Indien eller Bangladesh, så fik jeg kvalme. For det første arbejder de under kummerlige forhold. For det andet, så er indfarvningsprocessen af stofferne slet ikke kontrolleret. Det betyder, at der er mange kemikalier i stofferne, som vi slet ikke ved, hvad er. Og så vil jeg slet ikke nævne vandet i Indien eller Bangladesh. Filmen viste, hvordan fattige bønder bliver trukket ind til storbyerne, fordi de er nødt til at finde lønarbejde. Deres marker kan ikke brødføde dem på grund af tørke eller krig. Den viste også, hvordan de fattige bønder så bliver fanget i en ond cirkel: Lille, bitte løn, høj husleje og ingen penge efter ugens arbejde, som kan sendes hjem til familien. Ja, måske en lidt ensidig fremstilling af modebranchens udnyttelse af fattige mennesker, men så sandelig en øjenåbner for, hvad der sker ude i verden. Herhjemme går vi bare mere eller mindre bevidstløst ind og køber den jakke, vi kan lide.

Author: Henrik Skadseby

Share This Post On