Her i de sidste par måneder, hvor vi har haft det rimeligt roligt omkring Covid-19 og karantæne, har jeg faktisk brugt lidt tid på at forberede mig på næste bølge. Alle talte jo om, at den ville komme. Meget få mennesker har gjort noget for at forberede sig på, at den kom. Og lige pludseligt, så er den her. Der er krisetilstande på nogle af de store hospitaler i Københavnsområdet. Der er tale om, at vi skal til at flytte patienter til mindre pressede områder. Og der er ikke en eneste, der taler om, at det kan blive meget svært at komme igennem bølge nr. 2.
Har garderet mig
Men jeg har faktisk garderet mig. Af fuldkomment egoistiske grunde. Jeg ved nemlig, at på et eller andet tidspunkt, så bliver jeg tvunget til at isolere mig. I 3 dage. I 7 dage. I måske 14 dage. Det ved ingen. Men jeg ved, at det kommer til at ske. Jeg arbejder jo på hospitalet. Og selvom jeg ikke er i direkte berøring med Covid-10-ramte patienter, så ved jeg, at på et eller andet tidspunkt, så bliver jeg nødt til at gå i karantæne. Frivilligt.
Jeg vil naturligvis ikke gå i karantæne uden grund. Og nu, hvor der er hårdt brug for min indsats, så vil jeg helst undgå at skulle testes. Men det kan jeg jo ikke. Jeg vil også helst undgå at tale om det med mine pårørende. Det kan jeg heller ikke undgå.
Men noget, jeg kan undgå, er at komme ind i en depression. Jeg kan sørge for, at jeg har interesser, der kan medvirke til, at jeg holder mig oppe – og stærk. Og en af de ting er, at jeg sørger for, at jeg har noget at nørkle med derhjemme. Måske et strikketøj. Måske noget med papir.
Bobleplast
Og det sidste har jeg opdaget, at jeg godt kan lide. Jeg kan godt lide at male på tykt papir. Jeg kan godt lide at bruge boble plast som baggrund, når jeg laver tryk. Jeg kan godt lide at skære pap ud i forskellige figurer. Jeg kan lide at male med akrylmaling og lave interessante tryk med kartofler eller stempler. Og jeg synes faktisk, at jeg skal have lov til at få afreageret efter en hård dag på hospitalet med mine små, ligegyldige sysler. Det giver mig jo den mentale styrke, jeg har brug for i morgen, når jeg skal møde igen. Kl. 7:00.
Paprør skal vi bruge
Så lad os få lov til at nyde vores sparsomme fritid. Vi, der er ansatte på hospitalerne. Også selvom vi er i den gruppe, som I ikke hører om. Det er os, der sørger for, at alle de paprør, som køkkenrullerne bliver revet væk fra, bliver smidt ud – det rigtige sted. Det er os, der sørger for, at sygeplejerskerne og lægerne tør gå på toilettet. Det er os, der gør rent på hospitalerne. Og vi ved alt om hygiejne. Og vi er – sandt at sige – også trætte. Vi er jo også på overarbejde. Især de af os, der arbejder på intensiv afdelinger.
