Mikrofon til gaming

Min bror er altså dum. Jeg er sur på ham. Han sidder sammen med en kammerat inde på sit værelse, hvor de gamer. Han har fået en ny gamer mikrofon, og den skal han naturligvis prale med. Så hans kammerat har taget klaverbænken, så han også kan sidde. Han gad åbenbart ikke slæbe en stol ind på hans værelse.

Min klaverbænk!

Nu er det bare sådan, at jeg skal øve mig. Jeg har undervisning i morgen, så jeg har altså brug for den klaverbænk. Det er vigtigt, siger min lærer, at jeg lærer også at sidde rigtigt ved pianoet. Jeg har talent for det, og hun – min lærer – har store forventninger til, at jeg klarer mig godt ved næste recital.

Det betyder, at jeg nu skal ind og skændes med min bror. Han ved godt, at jeg har et meget stramt program, og at min øvning på pianoet har høj prioritet. Vores forældre er endnu ikke hjemme. Havde de været det, så ville jeg bare have sagt det til en af dem, og så ville de have fået klaverbænken med det samme. Især min far. Nu må jeg selv klare det. Og det vil sige skænderi. Og det er ikke det bedste for mig. Hvis jeg bliver sur, så tager det altid, lang tid før jeg kan slappe af og få øvet mig. Jeg går ind på min brors værelse. De sidder foran skærmen og er fuldstændigt opslugt af gamet.

At sidde godt

Jeg kan se, at min brors kammerat ikke sidder så behageligt. Ligesom lidt skævt og stift. Min bror snakker til sin gaming mikrofon. Noget med, at han kommer den anden til hjælp. Det er et af de der spil, hvor de skal skyde de onde og redde de gode. Vor herre bevare os. Jeg prikker kammeraten på skulderen. Han bliver forskrækket. Han er jo helt opslugt af gamet. Han vender sig om og tager høretelefonerne af. Kigger på mig. ”Ja, jeg tænkte på, om du ikke lige kunne stille den klaverbænk tilbage, hvor du tog den, og så låne en af spisestuestolene. Så ville du også sidde meget bedre.”

Faldet ned fra Mars

Han kigger på mig, som om jeg er faldet ned fra Mars. Men han ved godt, at jeg har ret. Og han ved også, at jeg skal bruge bænken, så jeg kan få øvet mig. Jeg kan se på ham, at han er irriteret. Han siger til min bror, at han lige er nødt til, at pause gamet, mens han henter en stol. Min bror svarer, at det kan han ikke lige nu. Han er lige i aktion. Ved at redde nogle af de gode. Kammeraten rejser sig fra bænken og går ud i spisestuen for at hente en stol.

Jeg tager min klaverbænk og sætter mig til pianoet. Der går 10 minutter, og så kommer min bror ud fra sit værelse. ”Hvad tror du, at du der? Du kan ikke bare komme og bryde ind, når vi spiller.” Han er rasende på mig. De nåede vist ikke at redde alle de gode. Måske blev de selv skudt. Jeg ignorerer ham og fortsætter med at øve.