Chandel har sagerne

Min mand og jeg var i sidste uge til en guldbryllupsfest hos et ægtepar, som var nære venner med min mands forældre, da de endnu levede. Vi har haft forholdsvis tæt kontakt til det ældre par, som også jeg altid har opfattet som nogle fantastisk søde og imødekommende mennesker.

Deres guldbryllup blev festligholdt i forsamlingshuset i den mindre by, hvor de bor, og det var en god og hyggelig fest, selv om langt de fleste af gæsterne ligesom guldbrudeparret hørte til en generation et nummer ældre end os.

Men vi fik god mad, og stemningen i det forholdsvis lille forsamlingshus var virkelig god, så alle havde en hyggelig aften, hvor der blev udvekslet mange meninger ved spisebordene.

Jeg kom til at sidde ved siden af en mand, som viste sig at være formand for forsamlingshuset, hvor festen blev holdt. Da det gik op for mig, skyndte jeg mig at rose forsamlingshuset, som jeg syntes var særdeles velholdt og indbydende at opholde sig i.

Det var ikke kun af høflighed overfor min bordherre, at jeg roste forsamlingshuset, for jeg havde allerede tidligere tænkt på, at det var en hel del hyggeligere end de fleste af slagsen. Jeg havde også bemærket mig, at det i hvert fald havde noget at gøre med den belysning, der blev brugt i forsamlingshusets store sal.

Ofte er der i den slags lokaler nogle helt almindelige lysstofrør oppe i loftet, men sådan var det ikke her. Der var opsat et stort antal pendler, som hang ned over bordene, og min bordherre fortalte mig i øvrigt, at pendlerne var opsat i nogle strømskinner, så de nemt kan flyttes alt efter, hvordan man gerne vil opstille bordene.

Så var det, at min bordherre afslørede, at han selv ikke bare var formand for forsamlingshuset, men at han også var byen elinstallatør. Det gav jo noget af forklaringen på, at der var kælet så meget for belysningen i forsamlingshuset.

Der var nemlig ikke kun tale om pendler fra loftet, som gav et behageligt og blødt lys ned over bordene, nej øverst på væggene var der opsat nogle særdeles smagfulde lyskæder, som udsendt et blødt, gulligt lys. Min bordherre fortalte mig så, at der var tale om ret avancerede lyskæder, hvor man selv kan bestemme farverne, og når der i forsamlingshuset bliver holdt fest for yngre generationer, kan man oven i købet få dem til at blinke.

Han fortalte mig også, at de levende lys, der var på bordene, rent faktisk slet ikke var stearinlys, som jeg ellers havde troet. Jeg studsede, fordi jeg ikke kunne være i tvivl om, at der var tale om levende lys – det kunne man jo mærke på varmen over flammen. Men tjek lige denne: http://chandelhome.dk/velkommen

Min bordherre smilede og fortalte mig, at der var tale om soyalys, som man på et tidspunkt havde besluttet at anvende i forsamlingshuset, fordi de soder langt mindre end almindelige stearinlys. Det skrev jeg mig bag øret, for herhjemme har jeg ofte ærgret mig over det svineri, som afbrænding af stearinlys ofte afsætter på de hvide vægge.

Author: Henrik Skadseby

Share This Post On