Skriv dog ordentligt

Jeg modtager stort set dagligt ansøgninger fra unge og yngre mennesker til jobs, og en af de ting, der gør mig temmelig ked af det er, at vel omkring 90% af dem er fyldte med stavefejl og et meget dårligt sprogbrug. Jeg kan acceptere, at for eksempel indvandrere og ordblinde skriver dårligt dansk, men det er uacceptabelt, at ganske almindelige unge ikke kan deres modersmål.

Her taler jeg ikke om den type sprog, der kan diskuteres i relation til, hvad der er moderne eller ikke. Jeg taler om meget grove stavefejl, og jeg taler om en fuldstændig mangel på evnen til at formulere selv basale sætninger. Der er i mine øjne ingen tvivl om, at folkeskolen har slået fejl. Det er jo ikke således fat, at nutidens unge er dårligere begavet end vi var – men de lærer ganske enkelt ikke det, vi gjorde.

Mange i alderen 15 til 25 år er på det nærmeste historieløse. De aner ikke, hvad Grundloven er, de har ingen viden om 2. verdenskrig, og de aner ikke en pind om, hvad der er sket i Danmark før de blev født. Den slags mangel på viden skaber kulturelle tomrum – og det er faktisk fordummende.

Jeg vil opfordre alle forældre til at tage fat i opgaven og sikre, at deres børn får det minimum af dannelse og uddannelse, der er nødvendig!

Author: Henrik Skadseby

Share This Post On